Martin Iversen ApS

SEAT Tarraco plug-in e-HYBRID: 245 hestekræfter og 48 kilometer på ren el

SEAT udvider familien af elektrificerede modeller med den nye Tarraco plug-in e-HYBRID, som nu er introduceret i Danmark. Plug-in-hybrid-versionen er mærkets største og mest rummelige model, der leverer en ydelse på hele 245 hestekræfter, hvilket gør den til den kraftigste udgave af Tarraco – og takket være det 13 kilowatttimer store batteri, kan du køre på ren el i op til 48 kilometer.

Praktisk rummelighed møder dynamiske køreegenskaber

Efter både at have lanceret den fuldt elektriske Mii electric og Leon plug-in e-HYBRID – som fås både som 5-dørs og Sportstourer – er Tarraco plug-in e-HYBRID således den tredje elektrificerede modelvariant fra SEAT. Modellen bringer samtidig fordelene fra hybridteknologien ind i SUV-segmentet, hvor SEAT i forvejen tilbyder praktisk rummelighed og dynamiske køreegenskaber med den populære Tarraco.

“Med den nye Tarraco plug-in e-HYBRID fortsætter vi, hos SEAT, den elektriske offensiv, hvor vores modelprogram tilpasser sig kundernes behov og vores egne ambitioner om en mere bæredygtighed fremtid. Ved at tilbyde vores største SUV med plug-in-hybridteknologi, hvor du har mulighed for at køre på ren el, gør vi det nu muligt for et voksende segment at bevæge sig ind i den elektriske tidsalder og mærke teknologiens fordele i hverdagen, lyder det fra administrerende direktør hos SEAT Danmark, Christian Kynding.

Den perfekte kombination af performance og hybridteknologi

Den nye SEAT Tarraco plug-in e-HYBRID får sine kræfter fra en 1,4-liters TSI-motor med 150 hestekræfter, som er kombineret med en 115-hestes elmotor. Dette giver tilsammen 245 hestekræfter og et drejningsmoment på hele 400 newtonmeter. Takket være en 6-trins DSG-gearkasse sender den dig fra 0-100 kilometer i timen på 7,5 sekunder, mens topfarten er 205 kilometer i timen. Den rummelige SUV har ligeledes en trækkraft på op til 2.000 kg.

Med hybridteknologien kombinerer Tarraco plug-in e-HYBRID fordelene fra begge verdener. Du kan nemlig køre på ren el – og dermed køre helt uden lokal emission – i helt op til 48 kilometer, uden at bekymre dig om at nå frem til de fjerneste destinationer. Takket være benzinmotoren har du nemlig en samlet rækkevidde på omkring 730 kilometer mellem hvert tankstop. Det 13 kilowattimer store batteri kan oplades på cirka tre og en halv time med en hjemmeoplader fra SEATs danske partner, Clever.

Vælg din egen kørestil

Tarraco plug-in e-HYBRID er udstyret med forskellige køreprogrammer og starter altid i elektrisk tilstand (såfremt batteriet er tilstrækkeligt opladet), hvilket giver et særligt glidende og kraftfuld afsæt. Bilen skifter automatisk til hybridtilstand, så snart strømniveauet rammer et minimumsniveau, eller hvis hastigheden overstiger 140 kilometer i timen. I hybridtilstand har du mulighed for at bevare eller øge strømniveauet i batteriet – eksempelvis hvis du kører en langtur og ønsker at køre på el, når du igen er tilbage i byen.

Udover de forskellige køreprogrammer (Automatic Hybrid og Manual Hybrid), som du vælger via bilens infotainmentsystem, er Tarraco plug-in e-HYBRID desuden udstyret med to knapper, e-Mode og s-Boost, som er placeret ved siden af den nydesignede og illuminerede gearvælger. Således kan du hurtigt klikke på e-Mode og skifte til ren elektrisk kørsel, mens s-Boost straks skruer op for både benzin- og el-kræfterne og giver dig en mere kraftfuld og sporty køreoplevelse.

To forskellige drivlinjer spækket med standardudstyr

Den nye SEAT Tarraco plug-in e-HYBRID fås i to udstyrsversioner – den luksuriøse Xcellence og den mere sporty FR. Begge versioner kommer med en lang liste af standardudstyr som for eksempel adaptiv fartpilot, 19-tommers fælge, LED-lygter for og bag, parkeringsassistent med sensorer for og bag, kabine med ambient belysning, multifunktionsrat, 10,25-tommers digitalt cockpit samt 9,25-tommers touchskærm med navigation og SEAT Connect. FR har ydermere adaptiv undervogn og elektrisk justerbare sportssæder med memory-funktion førersiden.

Priserne begynder ved 374.990 kr. inklusive levering for Tarraco Xcellence plug-in e-HYBRID og 389.990 kr. for Tarraco FR plug-in e-HYBRID.

Tekniske data

Motor R4, 16V, 1.395 ccm, turbo + elmotor
Transmission 6-trins DSG, forhjulstræk
Samlet effekt 245 hk
Samlet drejningsmoment 400 Nm
0-100 km/t 7,5 sek.
Topfart 205 km/t
Batterikapacitet 13 kW/h
Elektrisk rækkevidde (WLTP) 46-48 km
CO2-emission (WLTP) 41-44 g/km
Brændstofforbrug (WLTP) 52,6-55,6 km/l


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk